
Der var engang en deltager, der på et selvværdshold sagde: “Det må først og fremmest handle om at skabe et hjem i os selv, som er rart at være i.” Det kunne ikke være mere sandt.
Selvværd handler om evnen til at elske dig selv ubetinget. Vores selvværd afhænger derfor af forholdet til os selv. Ligesom at kroppen har brug for fysisk træning og sund kost, så har sindet og selvværdet brug for samme kærlige opmærksomhed. Det kræver først og fremmest nærvær.
For hvis der ikke er ‘nogen hjemme’ i dig, hvordan skal du så vide, hvad du har brug for, og hvad du ikke har brug for?
Hvordan skal du kunne mærke, hvad du vil sige ja til, og hvad der er et nej?
Dine grænser.
Hvad der føles rigtigt og forkert for dig.
Kropslig og følelsesmæssig forankring
Der findes uendeligt mange (og gode) selvhjælpsbøger. Det er dog min erfaring, at personlig udvikling og selvværdstræning ikke må blive noget, vi blot læser om i en bog og forstår på et mentalt plan. Vi er nødt til at have kroppen med, så vi rent faktisk mærker det i os selv. Er til stede i os selv. Vi er så at sige nødt til at starte med at skabe nærvær.
Når vi er nærværende med os selv, bliver det muligt at få øje på de gamle mønstre, negative tanker og adfærd, som vi har med os. Alt det der ikke gør os godt, og som holder selvværdet nede. I nærværet bliver vi opmærksomme og bevidste. Nærvær gør det muligt at åbne op for at kunne iagttage vores indre liv, vores tanker, følelser og handlinger, og det giver os friheden til at vælge de tanker, følelser og handlinger, som er kærlige og som positivt understøtter vores liv.
Der er med andre ord nødt til at være ‘nogen hjemme’ inde i dig. Nogen, der kan iagttage dine mønstre, så du får mulighed for at skabe nye positive tanker og vaner, der styrker dit selvværd. Den kropslige og følelsesmæssige forankring er vigtig og afgørende for, at du kan leve dit liv fra kærligt sted i dig.
Sådan skaber du nærvær
Der er mange måder at skabe nærvær på, og det er naturligvis vigtigt, at du finder en måde, som passer godt til dig. Jeg vil anbefale dig at prøve noget forskelligt af. Måden, du skaber nærvær på, behøver heller ikke at være den samme fra dag til dag. Husk også at al nyt kræver tilvænning. Vær tålmodig og kærlig med dig selv. Personligt kan jeg godt lide at veksle lidt mellem måden, jeg skaber nærvær. Derfor vil jeg her dele 4 nærværspraksiser med dig, som virker godt for mig.
Meditation
Meditation er en let måde at skabe nærvær. Alligevel er der mange mennesker, der har modstand på det og ikke får det gjort, selvom de ved, at det ville være godt for dem. Det har heller ikke været nemt for mig at komme i gang. Men wauw, en virkning det har. Det, der har virket godt for mig, har været at slippe idéen om, hvordan det skal være. Om jeg må tænke på noget eller ej, eller i hvor lang tid jeg skal meditere, før jeg har gjort det godt nok. Jeg har fjernet forventningerne og er begyndt at se det som en kærlighedsgerning for mig fremfor en pligt. Og så prøver jeg at gøre det nemt for mig selv at skabe ro og nærvær. Jeg stiller fx. altid en alarm, så jeg ikke behøver at koncentrere mig om, hvor lang tid der er gået. Jeg sætter mig et sted, hvor jeg føler mig godt tilpas. Nogle gange kan jeg lide at have stille musik i baggrunden, andre gange er der helt stille. Der findes også mange guidede meditationer, som måske kan være gode at bruge, hvis du er helt ny i at meditere. Det fungerer rigtig godt for mig at fokusere på mit åndedræt og mærke, hvordan det kommer helt ned i kroppen.
Brug naturen
Du kan også gå en tur i naturen. Naturen hjælper os med at forbinde os. Selv elsker jeg at gå langs vandet og lytte til bølgeskvulp. Skoven er også et fantastisk sted at skabe nærvær. Når du går i naturen, er det ekstra nemt at komme ud af hovedet og ned i kroppen, for her har du ofte mulighed for at gå uforstyrret, fremfor når du går på gaden. Jeg har altid syntes, at det var lidt skørt, det med at kramme et træ, men efter at have prøvet det, må jeg samtidig også indrømme, at det faktisk kan føles både rart og beroligende (Og der er sjældent nogen til at se det😉).
Prøv at stå der med begge ben solidt plantet i jorden. Forestil dig, at der udfra dine fodsåler og ned gennem jordbunden spreder sig et stort og stærk rodnet, præcis som det gamle egetræ, du måske står ved siden af, også har. Mærk hvordan du på et kort øjeblik kan skabe ‘jordforbindelse’ for dig selv. Naturen er magisk på det punkt, og frisk luft er altid godt.

Dyrk yoga
Mange er i dag rigtig glade for at dyrke yoga. Jeg er selv en af dem. Yoga er en fantastisk måde at skabe nærvær. Der findes mange former for yoga, og min yogalærer siger altid til mig, at det er vigtigt, at vi både dyrker yoga der styrker vores yin-energi (feminin), og yoga der styrker vores yang-energi (maskulin). Jeg er selv kæmpe fan af yin-yoga, som er en af de blideste yogaformer, der findes. Yogaen hjælper med at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Den hjælper os med at mærke vores krop, og hvad vi har brug for. Du behøver ikke at være tilmeldt et hold for at bruge yoga som nærværspraksis. Du kan sagtens lave yoga hjemmefra. Der findes masser af inspiration online, og du kan også vælge bare at lave nogle enkelte øvelser, som føles godt for dig.
Skriv dagbog
At skrive dine tanker ned er også en måde at blive nærværende på. Du kan gå på opdagelse i, om de rent faktisk er sande og være nysgerrig på, hvilke følelser, der opstår. Hvad er der brug for, at du møder dig selv kærligt i? Selv bruger jeg også dagbogen til at tune ind i taknemmelighed.
Du er det værd
At få en god rutine omkring at skabe nærvær kræver for de fleste mennesker både øvelse og vedholdenhed. Vær god ved dig selv i processen. Prøv at give slip på, at det skal være på en bestemt måde eller vare en bestemt mængde tid. Det vigtige er, at du overholder aftalen med dig selv. At du hver dag tjekker ind ‘hjemme’ i dig. Gør det – ikke fordi du skal – men fordi det er kærlig omsorg for dig, og fordi du er det værd.
Brug for hjælp til at skabe nærvær?
Kontakt mig rigtig gerne, og book en gratis afklarende samtale, så kan jeg høre om dine udfordringer, og fortælle dig hvordan jeg kan hjælpe dig.