Når vi sidder fast i hverdagen

Sidder fast i hverdagen

At sidde fast i hverdagen

Jeg vil tro, at de fleste af os har oplevet, hvordan livet – Når hverdagen ruller afsted – Kan presse os på alle tænkelige måder. Vi gør, alt hvad vi kan for både at præstere på jobbet, tage os godt af familien, være socialt engageret samtidig med, at vi forsøger at nå i mål med en endeløs strøm af opgaver, som presser os til det yderste. Og det er netop i forsøget på at jonglere alle disse krav og forventninger, at vi ofte ender med følelsen af at sidde fast i hverdagen – At være fanget i vores eget hoved og miste kontakten til os selv.

Dette kan føre til udmattelse, stress, uro og en følelse af at have mistet sig selv i den travle hverdag.

Mistet kontakt til krop og sjæl

At sidde fast i hverdagen er med andre ord en udfordring, som mange af os kender alt for godt. Vi har så travlt med at opfylde andres forventninger, at vi glemmer at tage os af os selv. Derimod fanges vi i et tankemylder af planlægning, koordinering, overanalyseren og bekymringer – Og mister kontakten til vores krop og sjæl. Med det in mente er det ikke mærkeligt, at energien ikke fornyes og overskuddet forsvinder. Eller at livet virker lidt leverpostejsfarvet med langt imellem følelsen af at være rigtig grundglad.

Et leverpostejsfarvet liv

Personligt kender jeg dette billede alt for godt. Sådan så mit liv ud engang. En god gang leverpostej. Ofte tænkte jeg: ‘Er det virkelig det her, livet går ud på?’. Der var så mange ting, som ikke var i overensstemmelse med mit livssyn og mine værdier, men som jeg blot lukkede ned for, fordi jeg troede, at det var mig og mine følelser omkring det, der var forkerte. Jeg var så fokuseret på at leve op til alle kravene og forventningerne, at jeg udelukkende levede oppe i mit hoved – Afskåret fra at mærke mig selv og hvad jeg havde brug for.

Men at begynde at mærke dig selv og genopdage dine egne behov er afgørende for at bryde med det mønster der gør, at vi oplever at sidde fast i hverdagen.

Nærvær på strand

Mærk dig selv

Mærk dig selv – det lyder enkelt, men hvad vil det egentlig sige? Det er ofte også lettere sagt end gjort, og det kræver øvelse og ikke mindst bevidsthed. Men jeg vil godt garantere dig, at det vil være livsændrende for dig.

At lære at mærke dig selv er den største gave til dit liv, og du vil opleve, hvordan du let kan skifte din energi og skabe mere lethed og glæde, følelsen af frihed og overskud i dit liv – Også i hverdagen.

Sådan kommer du i gang

Og hvordan gør man så? Du får her et par helt simple kom-igang-tips, som ikke kræver noget særligt:

♡ Start med at tage dig tid til at lytte til din krop og sind. Når du skal sætte hovedet på pause og mærke dig selv, er det godt at gøre noget fysisk. Det kan være at sætte dig behageligt til rette og så begynde at fokusere på din vejrtrækning. Det kan også være at sætte musik på, lukke øjnene og begynde at bevæge dig til musikken. Eller du kan gå en tur og få frisk luft i ansigtet. Det vigtige er, at du har ro til det.

♡ Vær nysgerrig på dig selv. Hvornår føler du dig træt og drænet for energi? Hvornår føler du dig fyldt med energi? Hvad er det, der virkelig gør dig glad? Hvornår føler du dig mest tilfreds? Hvornår føles tilværelsen let?

Ved at stille disse spørgsmål og tage dig tid til at reflektere, kan du begynde at forstå dine egne behov bedre. Skriv det eventuelt ned, så du har mulighed for at vende tilbage til det eller tilføje mere.

♡ Når du har identificeret dine behov, er næste skridt at prioritere dem. Tænk over: Hvilken lille ting kan du gøre allerede i dag, for at imødekomme dine behov? Og beslut dig for at gøre det. Mærk hvordan det at opfylde bare et enkelt (lille) behov allerede øger din energi og dit overskud.

Måske synes du, at det virker egoistisk at fokusere på egne behov, men det er det ikke. At tage sig af sig selv er en afgørende del af at kunne tage sig af andre og opfylde vores forpligtelser. Når vi er i stand til at møde vores egne behov, har vi mere overskud og energi til at give til vores arbejde, familie og venner.

Line velkommen

Få hjælp til at ændre dine vaner

Da jeg selv sad godt og grundigt fast i hverdagen, havde jeg stor gavn af at snakke med en coach. At tale med en terapeut eller coach kan hjælpe dig med at arbejde igennem de følelsesmæssige udfordringer, der kan opstå, når du forsøger at ændre dine vaner og prioritere dig selv. Det er rart og yderst effektivt at få hjælp og støtte på din vej. Du er ikke alene. Jeg har selv gået vejen, og hjælper dig gerne til at slippe fri af hverdagens hamsterhjul – Med at mærke glæden og letheden i livet og opleve fornyet energi og overskud på alle planer. Du kan kontakte mig her  – Så tager vi en uforpligtende snak om, hvad du har brug for, og hvad jeg kan hjælpe dig med.

Du fortjener at være glad

Du fortjener at mærke dig selv og opfylde dine egne behov. Du er ikke en robot, der er skabt til at opfylde andres forventninger. Du er et menneske med dybe følelser og behov, der fortjener at blive hørt og opfyldt. Når du begynder at mærke dig selv og tage dig af dine behov, vil du opdage en ny energi og vitalitet, der vil gøre en positiv forskel i hverdagen og i dit liv som helhed.

Så giv dig selv lov til at mærke dig selv, prioritere dine egne behov, og find den energi og overskud, du fortjener. Dit liv vil blive beriget, og du vil kunne navigere hverdagens udfordringer med større ro og glæde.