
Har du nogensinde tænkt over, hvor vild og fantastisk din krop er? Mærket hvor meget din krop støtter og guider dig, hvis du lytter til den?
Din krop som har været med dig, siden den dag du blev født, og som vil være med dig til den dag, du skal herfra igen. Din krop som gemmer på hele dit indre liv – Det er så smukt.
Bevæg dig ud af hovedet
Alligevel har rigtig mange mennesker tendens til at befinde sig oppe i hovedet. Herfra tager de beslutninger og forsøger at ‘regne livet ud’.
Genkender du det? Det gør jeg i høj grad. Jeg er selv et rigtig hoved-menneske og har hele mit liv haft det med at overtænke, analysere, vende og dreje alting frem og tilbage, for og imod i forsøget på at ‘regne den ud’ og på den måde være i kontrol med livet.
Det har det været en kæmpe gave for mig at få øje på, hvad der sker, når man slipper kontrollen og bevæger sig ud af hovedet og ned i kroppen. Med andre ord sender fornufthjernen lidt på ferie, og i stedet begynder at lytte til hjertet, følge mavefornemmelsen og i det hele taget åbne mere op for kontakten til kroppen og den visdom, der bor i den. Det er vildt, hvad der sker, når du slipper kontrollen, kommer ud af hovedet og ned i kroppen.
Lyt til din krop
For de fleste mennesker kan det virke lidt skørt eller føles fremmed, det her med at lytte til kroppen. Forståeligt nok, for vi har ikke lært andet. Som børn har vi ikke lært at mærke efter, og vi har ikke oplevet vores forældre gøre det. Tiden har været en anden.
Men prøv lige at overveje det engang. Du har altid haft din krop med dig, og den kender hver en lille del af dig. Din krop er intelligent, og den sender signaler til dig hele tiden. Hvis du lytter til den, fortæller den dig præcis, hvad du har brug for, og hvad du ikke har brug for. Hvad der er rigtigt for dig, og hvad der er forkert. Hvad du skal sige ja til, og hvornår det er et nej. Men det kræver selvfølgelig at du villig til at lytte til den. At du vil mærke efter. Og at du har tillid til det, kroppen fortæller dig.
Kroppens sprog
Kroppen taler naturligvis ikke med ord, men sender signaler på alle mulige andre måder, som vi først skal lære at få øje på og derefter turde lytte til. Måske tænker du, at din krop aldrig fortæller dig noget. Men er det sandt?
- Rumler din mave, når du er sulten?
- Har du oplevet at få ondt i maven eller at din hals snører sig sammen, når noget er grundlæggende forkert?
- Har du oplevet at sige ja til noget, selvom du et sted i dig mærkede et stik af, at det skulle have været et nej?
- Har du prøvet pludselig at blive syg, når du tvinger dig selv til noget, du ikke har lyst til?
- Måske er du en af mange mennesker, der har prøvet at gå ned med stress – Hvilke signaler kom din krop med der, før du opdagede det?
Din krop fortæller dig alle mulige ting, og jo mere du øver dig i at mærke dig selv i din krop og lærer din krops signaler at kende, jo mere kan du bruge den som en sand og kærlig vejviser og kompas i livet.
Slip kontrollen
Der er ikke noget galt med fornuftshjernen. Den har vi også brug for. Vi skal blot huske på, at vi tænker mere end 60.000 tanker i døgnet, og at tanker langt fra altid er sande. Tænk et overarbejde hjernen konstant er på for at holde styr på alle de tanker i forsøget på at være i kontrol med livet. Tanker kan du ikke regne med, men din krop vil altid støtte dig.
En del af det med at slippe kontrollen, komme ud af hovedet og ned i kroppen handler også om at give slip på ideen om, at livet skal være på en bestemt måde. Der ligger en enorm frihed i at have tillid til, at livet sker, som det sker, og at du til hver en tid kan tjekke ind med dig selv og lade dit hjertes intuition fortælle dig, hvad der er det rigtige for dig lige nu. Dit hjerte lyver aldrig.
Styrk dit selvværd indefra og ud
Prøv engang at lukke øjnene og trække vejret ind gennem næsen og helt ned i maven. Gør det et par gange. Mærk hvordan du allerede efter få vejrtrækninger forbinder dig med din krop. Hvordan du, alene ved at fokusere på din vejrtrækning et kort øjeblik, faktisk kommer ud af hovedet og ned i kroppen. Mere skal der ikke til.
Forestil dig så engang, hvor du kan nå hen, når du begynder at lytte til din krop. Lytte til din intuition, til dit hjerte. Det handler om at komme ‘hjem’ til dig. Det kræver øvelse at begynde at lytte til din krop og i det hele taget kunne mærke den. Det ved jeg. Vær kærlig og nænsom ved dig selv i den proces. Her er to små øvelser, som er nemme at gå i gang med:
- Øv dig i at blive nærværende med dig selv gennem din vejrtrækning, som ovenfor. Du kan lave øvelsen alle steder og flere gange om dagen. Når du vågner om morgenen, står i badet, sidder i toget, lige inden dit møde starter og inden du lægger dig til at sove. Det behøver ikke at være mere end et par vejrtrækninger. Bare til du lige mærker dig selv…
- Begynd at være nysgerrig på, hvad din krop fortæller dig i forskellige situationer. Jo mere du øver dig, jo mere vil du også mærke, hvad der føles rigtigt og hvad der føles forkert for dig.
Din krop ønsker altid det mest kærlige for dig. Når du begynder at lytte til din krop, vil du automatisk også styrke dit selvværd. Du er allerede præcis som du skal være – Det hjælper din krop dig med at mærke, så du også kan tro på det.
Brug for hjælp til at slippe kontrollen?
Kontakt mig rigtig gerne, og book en gratis afklarende samtale, så kan jeg høre om dine udfordringer, og fortælle dig hvordan jeg kan hjælpe dig.