Dit selvværd handler om din evne til at elske dig selv, når du bare er dig. Uden masker eller roller. Uden at du prøver at være noget eller nogen bestemt. Dig i din grundessens, hvis man kan sige det sådan.
Det er vigtigt at træne dit selvværd, fordi det har stor indflydelse i dit liv på stort set alle planer. Dit selvværd spiller nemlig ind på dine evner til:
- At tro på, at du er god nok som du er
- At tage dig selv alvorligt
- At stå stærkt i dig selv
- At være her, præcis som du er og tage din plads
- At træffe valg
- At sætte grænser
- At sige til og fra
- At få kommunikeret klart og fra et sandt sted i dig
- At mærke dig selv og dine behov
- At have sunde og kærlige relationer
- At drømme og sætte mål
- At skabe det liv, du ønsker dig
- At føle dig ægte glad
- At kunne acceptere, tilgive og overgive dig
- At føle ægte nærvær
- At være modig
- At tage chancer uden frygt for at fejle
Hvis ikke du er i stand til at elske dig selv, som den du er, bliver det svært at kunne netop de ting.
DERFOR SKAL DU TRÆNE DIT SELVVÆRD
Du kan garanteret føje mere til listen. Men til en start, så prøv engang at se listen igennem igen. Er der nogle af punkterne, hvor du tænker: ‘Det der er ikke vigtigt for mig’? Eller føler du ligesom jeg et kæmpe JA TAK til netop det i dit liv? Jeg gætter på det sidste. Og præcis derfor er det vigtigt, at du træner dit selvværd.
For det er med selvværd, som det er med kroppen og kroppens muskler. Får kroppen ikke motion og bliver trænet, bliver den slap og kan holde til meget mindre. Måske bliver den endda også på et tidspunkt syg. Det gælder også for vores selvværd. Det er nødvendigt at give det kontinuerlig opmærksomhed og styrke det, så det holder sig sundt og stærkt. Hvis ikke risikerer vi at svække os selv og vores indre følelsesliv.
Lavt selvværd påvirker sindet og indvirker negativt på hele vores liv. Det påvirker vores evne til at finde retning og gå efter det, vi gerne vil. Det påvirker vores evne til at præstere. Det påvirker os i vores relationer både privat og på jobbet. Det påvirker, om vi lever et sundt liv. På alle måder påvirker det, om vi er i stand til at leve det liv, vi ønsker.
FORSKELLEN PÅ SELVVÆRD OG SELVTILLID
De to ord lyder ret ens, og mange kommer også til at forveksle dem. Jeg vil derfor lige kort forklare forskellen på selvværd og selvtillid.
Selvværd handler om måden du er på, hvor selvtillid eller selvsikkerhed handler om de ting du gør. Der kan være masser af situationer i dit liv, fx. på dit job, hvor du oplever at have selvtillid og føle dig selvsikker. Det betyder dog ikke, at du også har højt selvværd. Tværtimod er det for mange, der inderst inde ikke føler sig god nok, en motivationsfaktor at præstere godt og have succes. Det bliver en slags kompensation for ikke at føle mindreværd. Men det gør det samtidig også svært rigtig at nyde succeserne, for dybest set tror du måske ikke helt på, at du har fortjent det. At du er det værd. Måske går du endda og frygter for den dag, hvor nogen afslører dig i slet ikke at kunne det, som folk går og tror, du kan.
På den måde bliver succeserne noget, der ikke rigtig tæller, men derimod et middel til at opnå andres anerkendelse. Den anerkendelse som du ikke er i stand til at give dig selv, fordi du dybest ikke tror på, at du er god nok og værd at elske, præcis som du er – Dit selvværd.
Er der områder i dit liv, hvor du kan se, at dette gør sig gældende for dig?
Jeg genkender det. Men efter at have arbejdet med mig selv og trænet mit selvværd gennem de sidste mange år, er det stort set forsvundet.
SÅDAN OPSTÅR VORES SELVVÆRD
Vidste du, at vores selvværd opstår i den tidlige barndom? Det sker i kærlighedsrelationen mellem barn og forældre, og starter den dag vi kommer til verden som små strålende babyer. Som nyfødt bliver vi set og mødt i vores behov og uden dom. Men i takt med at vi vokser op, bliver vi mødt af vores forældre gennem deres selvværd og med den bagage, de har med sig fra deres liv.
De sider, som ikke er blevet rummet og elsket hos dine forældre, da de var børn, har dine forældre muligvis heller ikke evnet at rumme og møde hos dig.
Prøv engang at lukke øjnene og forestil dig et smukt og storslået slot inde i dig. Hvert rum i slottet repræsenterer sider og dele af dig. Som helt lille er der lys i alle rummene, og det føltes rart og trygt at være i dem alle. Men i takt med at du bliver ældre, opdager du, at dine forældre ikke bryder sig om alle rummene i dit slot. For at gøre dig fortjent til dine forældres kærlighed, begynder du derfor at lukke ned for nogle af rummene.
Du lærer, at sådan må du ikke være. Præcis som dine forældre erfarede, da de var børn. Selvom det som barn ikke giver mening, hvorfor det forholder sig sådan, så slukker du alligevel lyset og stopper med at opholde dig i de rum. Det er ikke noget du bemærker. Det sker bare. Og det sker for alle. For nogen i højere grad end for andre. For alle børn vil bare gerne elskes.
Så kort sagt har dit selvværd, lige fra barnsben af, været påvirket af, i hvor høj grad dine forældre har været i stand til at se, møde og elske hele dig. Jo mere de har været i stand til det, jo højere selvværd har du kunne udvikle.
DET STARTER MED DIG
Måske sidder du lige nu med følelsen af, at du skulle have taget dig af dit selvværd for længe siden. Måske frygter du også, at det er for sent at gøre noget ved nu. Endda kan det være, at du mærker vrede, sorg eller skuffelse over, at du ikke har været i stand til at passe bedre på dig selv gennem årene. Hvis det er tilfældet, så pak lige din indre hammer væk. Anerkend i stedet dig selv for at være blevet opmærksom på det nu.
Og det er aldrig for sent at starte på at elske dig selv. Jeg var selv i 30’erne, før jeg fik øje på, at selvværd ikke bare er noget man enten har eller ikke har. Det er noget vi alle har, blot i højere eller mindre grad. Og det er noget, som du faktisk kan styrke og gøre noget ved, så dit liv bliver så fantastisk som muligt, og lige som du ønsker dig det.
Dit selvværd starter med dig. Det starter med kærligheden til dig. Ikke andres kærlighed til dig, men din kærlighed til hele dig.
Dit liv vil tage form efter, hvor god du er til at elske dig selv. Det lyder måske mærkeligt, men det er sandt. Jeg har efterhånden arbejdet med selvværd i en del år. Både med mit eget og i professionel sammenhæng.
Når jeg i dag kigger tilbage på mit eget liv, kan jeg tydeligt se, hvor jeg ikke har været kærlig ved mig selv. Jeg kan se, hvordan det spillede ind i mit liv. Jeg mærker i hele mig, hvordan jeg ville have ageret anderledes, hvis jeg dengang havde haft den indsigt, jeg har om mig selv i dag.
Arbejdet med mig selv har været en af de største gaver i mit liv. Et stærkt selvværd kommer ikke over natten. Det er hårdt arbejde, og det kræver din villighed.
- Villighed til at komme til stede med dig selv. Til at mærke dig selv – Også det der føles mindre rart.
- Villighed til at stå op for dig selv og sætte tydelige grænser, selvom det føles svært.
- Villighed til at pakke den indre hammer langt væk og samle dig selv op med omsorg, som den kærligeste mor ville have gjort, hver gang du falder.
- Villighed til at acceptere og elske dig selv, præcis som du er. Værdsætte dig selv. Det er ikke noget, du bare kan sige til dig selv, at du gør – Din krop ved godt, om du virkelig mener det.
- Villighed til at møde dig selv med nænsomhed, forståelse og tilgivelse. Der er en grund til, at du har behandlet dig selv, som du har, og truffet de valg, du nu engang har truffet.
- Ikke mindst kræver det villighed til at fortsætte. Blive ved selvom det er hårdt, svært og til tider kan virke håbløst.
Det er kun dig, der kan mærke, om den villighed bor i dig. Men jeg lover dig, at det er det hele værd!
KOM GODT I GANG MED SELVVÆRDSTRÆNING
Det kan føles som en stor og måske uoverskuelig opgave at begynde på selvværdstræning. Især hvis du indtil nu ikke har været vant til at arbejde med dig selv. Men giv ikke op. Nedenfor kan du finde råd og inspiration til at komme godt i gang. Men hver opmærksom på følgende:
Quick-fixes findes ikke i selvudvikling
At arbejde med dig selv er en proces. En livslang proces. Du må være tålmodig og vedholdende, også når det er hårdt. Du kan sammenligne det med de gange, hvor du har besluttet dig for at begynde at løbe eller styrketræne. Det er benhårdt i starten, og i lang tid føles det som om, at der ikke sker nogen som helst forbedring. Men det gør der, når bare du bliver ved. Opgiv ikke.
Rom blev ikke bygget på en dag
Dit selvværd spiller ind i stort set hele dit liv. Dit job, i dine relationer, i forholdet til dig selv og din krop, i måden du indretter dig på osv. Selvom du måske kan se, at dit selvværd trænger til et boost på flere områder, så kan du ikke ændre på det hele på én gang. Vælg et enkelt område ud og start der. Måske er det på jobbet eller i en bestemt relation i dit liv, hvor du mærker, at du har brug for at stå stærkere i dig selv. Få sat nogle grænser eller sagt, hvad du mener. Start ét sted og fokuser på det.
Du har både et hoved og en krop
Når du arbejder med dig selv, er det vigtigt at nå hele vejen rundt. Det er i hvert fald min egen erfaring. Selvværdsarbejde kan ikke kun foregå oppe i hovedet. Sørg for at integrere både krop og sind også.
- Vær opmærksom på dine tanker, og skift de negative ud med positive.
- Tag hånd om dit indre følelsesliv. Dine følelser må gerne være der. Også de svære. De er en del af dig. Når du omfavner dem fremfor at lægge låg på dem, så opløser de sig.
- Det er altafgørende for din udvikling, at du kan være nærværende med dig selv. Brug din krop. Brug den til at mærke hele dig. Din krop er en vigtig del af dig, og den kender dig bedre end nogen anden.
STYRK SELVVÆRDET INDEFRA OG UD
Jeg vil naturligvis også gerne dele, hvordan jeg selv har trænet mit selvværd, og fortsat holder det sundt og stærkt. Det har taget tid og i perioder været både hårdt og svært. Men jeg er taknemmelig over, hvor jeg er landet i dag. Der er et par ting, som har været en ubeskrivelig stor gave for mig, og som har haft afgørende betydning for mig:
- Ikke at gå vejen alene. Jeg har for det første sørget for at være en del af nogle kærlige fælleskaber, der var på samme udviklingsrejse, som jeg selv. Og så har jeg den skønneste coach og mentor, som har støttet mig hele vejen. Stillet spørgsmål, vejledt og skubbet kærligt til mig. Det har været – og er fortsat – guld værd for mig og for min proces. Så jeg kan på det varmeste anbefale dig dette.
- At bevæge mig ud af hovedet og ned i kroppen. Som en rigtig hovedtype har det været noget af en øjenåbner for mig at få øje på kroppen. Jeg har altid tænkt, at det jo bare er en krop. I dag virker det helt skørt for mig, at hovedet (der fysisk trods alt fylder ret lidt i forhold til resten af kroppen) har så meget magt. At vores tanker, som jo oftest slet ikke er sande, får lov at definere, hvem vi er og styre vores liv. Da jeg først fik øje på, hvad det kunne at slippe kontrollen og bevæge mig ned i kroppen, kom der virkelig skub i udviklingen. I dag kan jeg slet ikke lade være med at lytte til kroppen.
Selvværd er for mig dybt forbundet med selvkærlighed. At være selvkærlig hjælper os til at føle os værdifulde, elskede og gode nok, som vi er. Når vi er selvkærlige bliver det lettere at stå stærkt i os selv, lytte til os selv, træffe kærlige valg og sætte grænser, som er gode for os. En stor del af min selvværdstræning handler derfor også om selvkærlighed.
Og om nærvær, idet al selvværdstræning starter med nærvær. Du kan ikke arbejde med dig selv, hvis der ikke er ‘nogen hjemme’ i dig. Hvis du vil lære at elske dig selv og styrke dit selvværd, starter det altså med, at du kommer til stede. At du tager dig tid til at mærke og være med hele dig.
11 IDEER DER STØTTER DIN SELVVÆRDSTRÆNING
- Meditation – Meditation er en rigtig god måde at forbinde dig med dig selv på. Det kan gøres på mange måder. Nogen kan lide at lytte til en guidet meditation. Andre kan lide stille musik i baggrunden. Måske kan du bedst lide, når der bare er helt stille. Jeg har selv brugt alle tre dele og veksler fortsat mellem dem. Det kan være svært at være vedholdende, når det kommer til meditation. I lang tid syntes jeg, at det var enormt kedeligt at meditere. Jeg følte mig fjollet, og at jeg spildte tiden. I dag er det et kærkomment pusterum. Holder du fast, vil det blive lettere med tiden. Det er dog vigtigt at sætte en realistisk tidsramme. Hvis du ikke er vant til at meditere, så start med 5 minutter om dagen og skru så ligeså langsomt op for minutterne, jo mere du lander i det. Det har fungeret godt for mig at skabe mit eget kærlige rum omkring den stund. Sætte mig uforstyrret, tænde et duftlys og skabe en behagelig stemning, så meditationen ikke bare bliver noget, der skal overstås.
- Kropsscanning – Kropsscanninger er lidt i samme boldgade som meditationer. Det handler om at forlade tankerne i hovedet, tune ind og mærke din krop. Jeg har ofte brugt at lave kropsscanning lige inden sengetid. Det er en rar måde at lade kroppen finde ro på. Men kropscanninger kan laves på alle tider af døgnet. Personligt kan jeg bedst lide at lave dem liggende. Start med at mærke dine fødder. Virkelig forsøge at mærke hver enkelt tå, og arbejd dig op gennem hele kroppen på den måde. Der findes masser af guidede kropsscanninger.
- Yoga – Du kan bruge yoga til at forbinde dig med dig selv på. Der findes mange forskellige former for yoga, og der er dermed også rig mulighed for at finde præcis den form, der tiltaler dig mest. Personligt kan jeg bedst lide den blide yin yoga, som er i et roligt tempo og med lange blide stræk. Men de andre yogaformer kan helt sikkert også noget. Alle kan lave yoga. Og du kan gøre det hjemmefra. Det kræver blot en yogamåtte. På YouTube kan du finde både korte og længere videoer, hvor du bliver guidet gennem forskellige øvelser. Du kan selvfølgelig også tilmelde dig et yogahold. Men kan du godt lide fleksibilitet, kan jeg varmt anbefale yoga hjemme på stuegulvet.
- Dans – Dans er en vidunderlig og livsbekræftende måde at bevæge dig ud af hovedet og ned i kroppen på. Virkelig! Det har været en kæmpe gave for mig at opdage, hvad dansen kan gøre for forbindelsen til kroppen. For mig er dansen en slags samtale mellem krop og sjæl, og jeg danser næsten hver eneste dag. Bare med mig selv. Sæt noget musik på, som du godt kan lide og lad din krop udfolde sig, som den vil. Du kan evt. starte med dine øjne lukkede og hænderne på hjertet. Når du er klar, sætter du gang i en bevægelse, måske med dine arme. Vidste du, at dine arme er en forlængelse af dit hjerte? Lad en ny bevægelse overtage igen og igen. Mærk hvordan din krop guider dig, når du slapper af og trækker vejret. Tag en dans med dig selv hver
- Naturen – Du kan også bruge naturen til at skabe kontakt og nærvær. Selv elsker jeg at gå ved vandet og lytte til havets brusen. Men skoven kan også noget, og sangen ‘I skovens dybe stille ro’ giver virkelig mening her. For mig har det altid virket en anelse skørt, det med at kramme træer. Men jeg må samtidig indrømme, at det kan noget. Det er vildere end man lige umiddelbart forestiller sig at smække armene om et tykt, gammelt egetræ og lægge kinden mod den solide stamme. Det står der i al sin storhed. Og under jorden spreder sig det største rodnet, som får det til at stå urokkeligt i vinden. Hvis ikke du kan mærke din egen jordforbindelse, så kan jeg virkelig anbefale dig at give det et skud (Du behøver ikke fortælle det til nogen).
- Tag hånd om dine tanker – Du har sikkert hørt det før. Vi tænker over 60.000 tanker i døgnet. De fleste af dem er vi ikke engang bevidste om, at vi tænker. Vores tanker påvirker vores følelser og spiller ind på vores handlinger. Er størstedelen af tankerne negative, ender det i en negativ spiral. Tanker er ikke sande. De affødes af de linser, du vælger at anskue livet igennem. Tænker du mest positive eller negative tanker om dig selv? Jeg har arbejdet meget med min bevidsthed omkring mine tanker. I dag er jeg meget opmærksom på, hvordan jeg tænker og taler om mig selv. Selvfølgelig kommer jeg til at sige eller tænke ting, som kunne have været mere anerkendende og kærlige. Men bevidstheden hjælper mig med at få øje på det og tænke: ‘Hov, der var den igen. Hvad handler det om i mig?’. Øv dig i at være opmærksom på dine tanker. Skift de negative tanker ud med positive. Vær den kærligeste mor overfor dig selv. Det er både trygt og befriende at begynde at møde dig selv med mere kærlighed og større omsorg.
- Mantra, affirmationer & symboler – Det kan være en god støtte at have et mantra eller en affirmation, som du siger til dig selv flere gange om dagen. Det kunne være en sætning som: Du må gerne være her, som du er. Eller: Jeg elsker dig. Noget der giver mening for dig. Det kan være grænseoverskridende og virke falsk at sige kærlige ting til dig selv i spejlet, hvis du dybest set ikke helt tror på det endnu. Find noget, du kan acceptere og start der. Du kan skrive dit mantra og affirmationer på en eller flere små sedler og hænge dem op på dit spejl i badeværelset og evt. andre steder i dit hjem. På den måde bliver du mindet om det flere gange om dagen. Du kan også skrive dem som en påmindelse på din telefon, så den kan minde dig om det i løbet af din dag væk fra hjemmet. Et smykke eller en lille rund sten i lommen kan være et symbol bærer med dig gennem dagen og minder dig om at leve dit liv selvkærligt. Mange mennesker har modstand på at sige kærlige ting til sig selv (især i et spejl). Prøv alligevel at give det en chance over noget tid.
- Skriv dagbog – Hvis du kan lide at skrive, er det oplagt at bruge det som støtte i din proces. Der er ikke nogen opskrift på, hvad det er, du skal skrive ned. Måske giver det mening at skrive om dine tanker og følelser for bedre at kunne forstå dem. Måske er det nogle andre observationer eller refleksioner der giver mening for dig at skrive ned. Selv har jeg brugt at skrive en form for taknemmelighedsdagbog. At mærke taknemmelighed er for mig et vigtig led i et selvkærligt liv. Husk at det ikke behøver tage lang tid at skrive dagbog. Du kan evt. sætte tid på. Men det er en god ide at have et fast tidspunkt du gør det, så det ikke går i glemmebogen.
- Gør gode ting for dig selv – Mange tror, at selvkærlighed handler om at gøre ting for sig selv som at lægge neglelak og smøre kroppen ind i creme. Det kan selvfølgelig også være rart, men pointen er, at du skal have lyst til at gøre det. Ellers bliver det en sur pligt at være selvkærlig. At gøre gode ting for dig selv handler om at gøre noget, som du nyder. Gøre noget som gør dig glad. Når hverdagen ruller, får vi ofte ikke skabt huller til at gøre de ting, som gør os glade, nærer os og giver os ny energi. De ting som i virkeligheden skal lade batterierne op og give os overskud. Måske er nogle af ovennævnte punkter tilfældigvis noget, som gør dig glad. Fx. at gå en tur ved vandet eller at dyrke yoga. Men det kan også være at det for dig handler om at synke ned i sofaen med en god bog, som du læser for fornøjelsens skyld. Eller noget andet. Måske er der ting, som du har gjort tidligere i dit liv, men som du har glemt gjorde dig glad. Tegne, male, synge i kor, ro kajak – Kun du ved det. Lav en liste over alle de ting, som gør dig glad. Hvilket noget af det, skal der være mere af i dit liv?
- Vær god ved din krop – Faktisk viser du dig selv gennem dine valg og dine handlinger, hvor meget du er værd. Hvis du tænker dårligt om din krop, bliver det sværere at behandle den godt. Og det bliver sværere at overholde de aftaler, du laver med dig selv om at spise sundere, dyrke motion, få nok søvn osv. Når ikke du overholder de aftaler, du laver med dig selv om fx. at løbe den tur, komme i seng i ordentlig tid eller droppe aftensukkeret, så siger du indirekte til dig selv, at aftalerne med dig selv ikke er vigtige. At du ikke er vigtig. Det er ukærligt. Vær god ved dig selv og vær god ved din krop. Du skal bruge den resten af livet. Klæd dig så du føler dig godt tilpas. Det betyder noget for dit selvværd. Din krop er fantastisk.
- Skab kærlige rammer – Indret din bolig så du føler dig tryg og godt tilpas. Det er ikke kun din indre bolig, der skal være en kærlig ramme for dig. Det skal din fysiske bolig også. Det handler ikke om, at du skal bo stort, fancy og flot. Det handler blot om, at dine rammer er kærlige og behagelige for dig at være i. Tag et kig på din bolig og lad den blive en afspejling af dit forhold til dig. Dit hjem bør være et sted, hvor du slapper af og nyder at være. Også her kan du starte med at lave en liste over, hvad der skal til, for at din bolig bliver en kærlig ramme for dig. Måske skal der noget farve på væggen, som giver dig ro. Måske skaber det glæde for dig med nogle planter. Måske skal der nogle gamle ting frem i lyset, som skaber gode minder. Mærk ind i hvad der gør dit hjem til det bedste sted i verden for dig.
DU ER DET VÆRD
Der er selvfølgelig masser af andre måder, og ting du kan gøre, i processen med at styrke dit selvværd. Husk at selvværdstræning er en livslang proces. Nogle ting giver måske i perioder mere mening at gøre end andre. Du kan altid skifte ud og gøre noget nyt, så du gør det, der føles bedst for dig.
Det er i virkeligheden slet ikke tanken, at du skal gøre det hele. Vær derimod realistisk og lav kun aftaler med dig selv, som du kan holde. Kig på din hverdag. Hvor kan du skabe plads til din selvværdstræning? Hvordan skal formen være?
De fleste, der tager et aktivt valg om at styrke selvværdet, oplever undervejs, at det er en ensom færd. Der har jeg også været. Jeg kan på det varmeste anbefale dig at dele din proces med nogen kærlige ligesindede. Jeg hjælper dig også gerne videre. Jeg hepper og tror på dig, og jeg går gerne vejen med dig.
Har du fået lyst til en snak med mig, kan du helt uforpligtende kontakte mig her
Og ellers vil jeg blot ønske dig rigtig god selvværdstræning – Du er det værd!
Kærligst Line